Pyha hvor jeg dog nåede at blive nervøs. En flok ungarske krigere gjorde virkelig live surt for danskerne, men til sidst blev overmagten for stor. 5-1 var et yderst rimeligt resultat, specielt med tanke på, at undertegnede snuppede sweep-staken sammen med Kanutten.

Nu venter så en vaskeægte finale mod Østrig, der slot et yderst tamt Tyskland med 1-0! Det kan godt gå hen og blive en rigtig neglebider i morgen middag.

Nu skal nerverne dulmes en smule, og så er det snart til til at se Phjeldphætrerne mod Canada.

Prezzy

Sikke dog en gang hø de tyske pølsedrenge leverede mod Frankrig. Man skulle tro, at et hold med SÅ mange gode hockeyspillere kunne tage sig bare en smule sammen, men det er åbenbart for meget forlangt. At Lhenry så beklageligvis har valgt at spille sit livs VM-turnering, kam man vel ikke klandre ham for. En redningsprocent på 97,26% og GAA på 1,00 er respektindgydende på det her niveau, særligt når man tænker på, at Lhenry har stået kampene mod Tyskland og Schweiz. Selv hvis man regner kampen mod Rusland med, har de franske keepere snuppet 92,2 % af skuddene. Tag lige den!

Nu er det så bare at håbe på, at Danmark kan tage sig sammen og slå Norge. Sidst det skete, var da vi skirede os oprykning til A-gruppen i Budapest i 2002. Ville det ikke være rart at gentage den succes og lade Norge hygge sig i nedrykningen. Ville vel egentlig være ret sjovt, at to OL-hold skulle spille om nedrykning fra A-gruppen.

Desværre kan Tyskland ikke rykke ned, da de jo er værtsnation næste år, så der er reelt kun en plads at spille om. Jeg tør slet ikke tænke på hvor svært det kan blive, hvis Østrig overgår sig selv og vinder over Letland. Det ville give følgende pulje:
Tyskland, Ungarn, Letland og taberen af Norge-Danmark.

Damn det bliver uudholdeligt i eftermiddag.

Prezzy

Her gik man og troede, at Schweiz var et land med stolte madtraditioner. Jeg mener, Milka-køer, oste fondue og Rösti er jo trods alt opfundet i landet.
Disse traditioner har desværre ikke forplantet sig til vores hotel, hvor morgenmaden må siges, at være intet mindre end mangelfuld. De har den sædvanlige kombination af tørt franskbrød og boller, lidt intetsigende ost og marmelade, og en symfoni af Kelloggs produkter, men hvor er lige de vigtigste morgenmadsartikler????

På bestilling kan man få to spejlæg, men de er ligesom en smule alene på den store hvide tallerken. Hvor er baconen og cocktailpølserne, spørger jeg bare.

Jeg ved godt, at det er svært at leve på til den standard som Marriott i Quebec havde, men de kunne sguda godt prøve bare en lille smule.

Pandekager, vafler og andre lune godbidder må vi også kikke langt efter, så nu vil vi suse ud i byen og finde et Danhockey-godkendt madtempel.

Måtte kraften være med os.

Prezzy

Så blev det endelig VM-dag, og en yderst søvndrukken Prezzy skulle for første gang rejse alene til det forjettede land. Pharphar var blevet gammel (har han nu være i en del år.....) og Rookien skulle lige have lidt formalia overstået.
For en sjælden gangs skyld fungerede alt perfekt, og den planmæssige ankomet blev overholdt til punkt og prikke.

Efter en hurtig og vellykket akkreditering skulle hotellet findes. Der kom dog lige en flok ungarere i vejen med øl og hjemmebrændt, så stemningen fik allerede fra morgenstunden et tiltrængt lyft.

Efter en hurtig udpakning på hotellet gik det mod træningshallen, der af en eller anden mærkelig grund, var placeret ude midt i et skovområde langt fra hallen. Lidt motion har jo aldrig skadet, tænkte jeg, og i et forrygende tempo blev træningshallen lokaliseret.

Hvis jeg troede at træningshallen lå langt fra alfarvej, så var det ingenting mod den afstand der var mellem kamp-hallen og mediecenteret. Flere journalister overvejede at hyre en taxa, men jeg drog nytte af min fantastiske kondi, og tilbagelagde distancen på ca 6-7 minutter. Ikke ligefrem en venlig afstand når man har en deadline at overholde.

Indtil videre er alt gået efter planen, og infrastrukturen fungerer helt OK. nu mangler der bare en shuttle-bus mellem hallen og mediecenteret, så er alt snildfint, som Kutter ville have udtrykt det.

Vinke-vinke fra Kloten

Prezzy

Det er hårdt arbejde at være til VM.

07:40 Vækkeuret overdøver Pa-pa's snorken.
07:45 Tid til træning af den manuelle Image-Stabilizer.
08:45 Morgendusch.
09:10 Morgenmad. (Store mennesker kræver meget mad.)
10:45 Afsted til hallen.
11:45 Træning med landsholdet.
13:00 Redigering af diverse billeder, imens Pa-pa brokker sig højlydt over at han ikke har de billeder han vil have.
15:30 Så er det tid til kamp.
18:00 Hvorfor har du ikke lagt billeder online! (Igen Pa-pa der brokker sig.)
20:00 Tid til aftensmad. Hvad mon det lokale næringsliv kan byde på? (Et kvalificeret bud vil være en burger.)
21:30 Der slappes af i Danhockey's presserum.
22:00 Pa-pa brokker sig over udvalget af drikkevarer, og snupper endnu en GT.
22:01 Prezzy snupper også en GT.
22:03 Rookien mixer en skruetrækker.
22:05 Pa-pa klager over at han er træt.(Og sukker højlydt.)
22:17 Prezzy åber en pils.
22:29 Rookien har kværnet en pose chips.
22:44 Pa-pa klager igen og truer med at gå i seng.
23:01 Rookien går til køjs.
23:17 Pa-a kører sin "god-nat" rutine. (Spørg for guds skyld ikke , hvad det indebærer!)
23:29 Prezzy kører sin "god-nat" rutine. (Spørg heller ikke denne gang!)
23:31 Pa-pa begynder at snorke.
??:?? Prezzy sover, lidt afhængig af Pa-pa's lydniveau.

Vi er trætte. Vi bevæger os generelt alt for meget, og det medfører desværre en kende for lidt søvn. Pa-pa ømmer sig ikke længere, hans knæ knirker bare en smule højere end det plejer.
Rookien er gået fra at være sød og venlig til noget langt værre, og selv er jeg blevet ramt af en uimodståelig trang til at opponere på de fleste påstande.
Dette kan godt give en del murren i krogene, særligt når man tænker på at Pa-pa's allergi er på vej i fuld udbrud. Samtlige antihistaminer i provinsen er hentet til byen, og det lokale dopinglaboratorium er kommet i karantæne, efter at Pa-pa krydsede vindretningen.

Narj - så slemt er det heller ikke, lige bortset fra Pa-pa's knæ og hans allergi. Jeg begynder allerede at frygte alvorligt for min nattesøvn, særligt med vores tur til Riga in mente. Det er altså ikke skide sjovt at sove ved siden af en, der har birkeallergi og samtidig bor i en by omkranset af birketræer.

I morgen går det igen løs med træning, og om eftermiddagen er der en lille lækkerbidsken af en kamp mellem Sverige og Rusland. Noget siger mig, at vi slet ikke har det så slemt alligevel.

Prezzy

Har rigelige af 1 cents - send venligst en servetrice der vil have dem som drikkepenge.

Kampen mod Rusland blev ikke helt den Walk-over vi havde regnet med. Lidt skuffende vandt Rusland med 4-1, så desværre led vores kvartfinalechancer et lidt uventet tilbageskridt.

Efter kampen var der arrangeret et møde mellem landsholdet og den meget synlige danske fangruppe. Man må virkelig sige, at landsholdet blev budt velkommen til fan-byen, og Damgaard fik endda sunget en fødselsdagssang for sig.

Nønne får en autograf til trommen af landstræner Mike Sirant.
(Foto: Morten Christensen/danhockey.dk)
Om aftenen var der årsmøde i 'Danske ishockeyjournalister'. Arrangementet blev afholdt på l'Entrecote Saint-Jean, hvor bøffen stod i højsædet. Høvding Fredberg blev genvalgt, men aftenens store samtaleemne var, at Redaction d'Danhockey blev hyret til at være amatørudvalget. Onde tunger mente, at vores ansættelse udelukkende skyldtes, at vi var en flok amatøragtige bonderøve.

Nok om det. Vi har det stadig ret underholdende her i Ville de Quebec, men som hvert år begynder tingene at blive en smule trivielle. Skulle nogle af vores læsere have et godt forslag til en aktivitet for redaktionen, skal i endelig poste et svar på denne blog. Paintball med Pa-Pa (Pharphar, Red.) som skydeskive er desværre udelukket, da man ikke kan få stor kalibredede paintguns her i byen.

Prezzy

P.S. Har rigeligt med billeder, send venligst penge ellers bliver de offentliggjort.

Den første kamp var vel overstået, og efter lidt skriverier var det blevet tid til reception i VIP-teltet. Der var bestemt ikke sparet på noget, menuen bestod blandt andet af foie gras i orkide, et bjerg af sushi og en mængde lokale specialiteter. Kort og godt var der lidt for enhver smag.
Drikkelse var der selvfølgelig også sørget for, så i sædvanlig stil fik jeres udsendte raget rigeligt til sig.

Tingene gik sin stille gang lige indtil en ikke nærmere defineret DIU-udsending stødte til gruppen.

Så gik det til gengæld også galt......

"PLASK" sagde det, og Prezzy faldt i tønden med Molson. Resten af gruppen fulgte det gode eksempel, og vupti - festen var startet.
Der var egentlig kamp i hallen mellem Rusland og Italien, men da de havde banket nogle storskærme op i teltet, kom vi ligesom ikke videre. Der var jo ingen grund til at forlade alt det gode (og gratis) øl og mad, bare for at se nogle spaghettiere få russiske hug.

Efter endt optankning fortsatte festen på værelse 114, hvor dagens strabadser blev grundigt evalueret.

Alt i alt en udemærket start på turneringen.

Prezzy

P.S. Har en ekstra billet til kampen Montreal - Philedelphia, send venlgst en der har mulighed for at tage med.

Så oprandt dagen endelig - NU skulle vi endelig til Canada. Kufferten var pakket og alle parpirer var stuvet ned i elektronikkassen sammen med kamera og computer.

Friske og frejdige mødte vi op i Kastrup, hvor check-in gerne skulle overståes i god ro og orden.
Der skulle dog vise sig at være problemer med vores billetter, så vi kunne kun få boardingkort til den første del af rejsen. Bagagen kunne dog godt komme til Quebec, men ejerne var det lidt sværere med. En mellemlanding i Frankfurt rettede dog på denne miser, da vi der fandt ud af, at der var booket både en 3 personers gruppe og en 10 personers gruppe i undertegnedes navn, endda under samme bookingnummer.

Turen over Atlanten med Air Canada var en sand nydelse. Vi blev passet op i alle ender og kanter, og det kunne godt mærkes at vi endelig havde opgivet at flyve med SAS.

En mellemlanding senere var vi endelig i Quebec, og så gik det til hotellet.

Her blev vi så ikke skuffede. Mage til luksus-suiter har vi endnu ikke set på vores rejser rundt i verden. Der manglede bare ikke noget, og for en gangs skyld skulle jeg ikke ligge i ske med Pharphar.

Der vil selvfølgelig komme en billedserie fra rejsen og hotellet, men vi skal lige have lavet lidt IT inden det kan lade sig gøre.

Ellers har vi det godt, og skal snart ud og have lidt foder i sækken.

Prezzy

P.S. Har fundet et flyselskab med højt serviceniveau, send venligst erstatningsfly til at udskifte deres Dash 8 fly med!

Vi havde glædet os hele søndagen!- nu skal vi foran med 3-0 i kampe og i direkte TV.
        
Med mad på bordet - naturligvis sendt udefra - datteren på 15 Nina og hendes veninde Karina var  her. Fruen i huset var her og hendes fjernbetjening måtte denne aften i andre hænder. Vi glædede os vildt. Især dem der holder af ishockey og ikke tænker på Sommer eller andre programmer.

Det blev alligevel ikke som vi herhjemme gerne ville have det. ok! Mike Martin på overliggeren - så går det godt - mere Cola i glassene og en sjat Hvidvin - men de var onde Rødovre de slog os!!

Pigerne og de gamle var enige: Man skulle nok selv have været der. Men pyt turen til Dynen var ikke så lang som de sidste bare gange vi har nappet Rødovre Turen med/i Bus!!
        
Vi glæder os allerede til tirsdag - og det er der nok en del der gør i Frederikshavn.

Mens Danmark blev ramt af efterårets første stormvejr drog Danhockey syd for grænse til Deutschland Cup, hvor det danske ishockeylandshold var med for første gang.

Rejsen til verdens ende - i folkemunde omtalt som Hannover - blev en ganske almindelig tur med Pharphar, Prezzy og Rookien? Cola og wienerbrød røg indenbords allerede omkring Odense ("Grib bassen Pharphar"), og durch nach den tyske grænse skulle der tankes whiskey og cola. Frokosten var i sagens natur wienerschnitzel med pommes frites og cola. Bilturen blev tilbagelagt i regn og blæst, men med rejseguiden bag rettet var der ingen slinger i valsen og kun kortvarig kø omkring Hannover - godt vi ikke skulle til Berlin.

Et kuriosum på vejen blev observeret, da vi skulle have frokost - kort efter afkørslen fra motorvejen kørte vi forbi et par autocampere. Pharphar jokede med, at det var mobile bordeller, og på vej tilbage mod motorvejen blev vi klar over, at det rent faktisk var mobile bordeller - med neonlys i forruden og hjerter på dørene.

Nuvel - så var vi trods alt mere trygge ved det hotel, der blev vores hjem i Hannover. Stilfærdigt og klassisk - med en større dobbeltseng end Pharphar og Prezzy nogensinde har haft - hvad skal det dog ikke ende med?!

Er der en ting alle turneringerne bliver bedømt på, så er det presseforholdene i hallen. Her må man sige, at der ikke ligefrem er højt til loftet, og meget logisk skal man ind ad døren, hvor der står adgang forbudt for at komme til pressecentret, men stil er der over det - gratis drikkevarer og måske også mad til det hårdtarbejdende folk - så kan det vist ikke blive meget bedre.

Nu har man rundt om i de danske skøjtehaller lystigt brokket sig over den danske dommerstandard de seneste sæsoner. Et af løsningsforslagene har været, at man skulle hente svenske dommere til landet, da de skulle have et højere niveau end vores egne.
Jeg har desværre ikke set nogle betydelde kampe i Danmark denne sæson, men det er nu blevet til 3 kampe i Allsvenskan samt et par træningskampe.
Hvad skule den sidste oplysning nu med i denne blog for kan den vågne læser nu tænke.

Jo, al den snak om svenske dommere og deres standard og at de skulle være SÅ meget bedre end deres danske kolleger kan jeg ikke rigtigt følge.
Mage til en gang nærtagende og fluekneppende mænd i stribet skal man da lede længe efter. Hvis en back bare kikker lidt for hårdt på modstanderen, så falder der straks en udvisning for looking, men når der så bliver slashet på en spiller, så han ikke når frem til pucken, så er det nærmeste der dømmes altså diving.

Jeg har også flere gange set manden med striberne stå og tale voldsomt ned til en hockeyspiller, der ikke lige har gjort som dommeren nu mente var rigtigt. Her mener jeg; har man gjort noget forkert må der da falde en udvisning, men sådan er det så åbenbart ikke i Sverige i år.
Det virker på det nærmeste somom at dommerne har været på et kursus for folkeskoleskolelærere. Min erfaring med den type personligheder er nemlig den, at visse kan slippe afsted med tæt på alt imens andre bliver sendt uden for døren for det mindste lille klynk.

Så kære hockeyfans i Danmark, brok jer ikke så meget over dommerne i den kommende sæson. De gør helt sikkert deres bedste, og dem vi vil have til at dømme i stedet for er altså ikke noget at råbe hurra for.

God kamp og må det bedste hold vinde

Prezzy

Det er endnu engang bevist, at det kan være meget svært at finde ud af alle de hold en gang imellem...

På TV2's programoversigt for fredag aften på TV2 Sport, kan man således se følgende

Nuvel...begge hold har da også været med i pokalturneringen - A FROST Cup - men da de mødtes i første runde, kan det jo være lidt svært også at mødes i finalen.

Imponerende er det dog, at der er ramt så meget ved siden af, at ingen af holdene rent faktisk deltager i finalen - Frederikshavn tabte til SønderjyskE i første runde, mens SønderjyskE nåede til semifinalen, hvor de så tabte til Rødovre.

Rigtigt er det dog, at finalen sendes på TV2 Sport på fredag. Kampen begynder kl. 19:30 og spilles i StiftenStadium i Odense. Odense tager i mod Rødovre, og det er altså disse to hold, der skal dyste om pokaltitlen, 25.000 kr. og tre points med i grundspillet.

Der var ikke mange i teltet, men dem, der var til stede, havde det ret sjovt. Stemningen var ikke til at tage fejl af, og de mange forskellige hockeytrøjer tegnede langsomt festen.

Der var en fantastisk god stemning i det store telt, og man kunne dårligt komme frem for de feststemte unge mennesker.

Torsdag aften var så afgjort ikke for de svage. Stemningen var helt i top, og den normale fjentlighed mellem klubberne var væk som dug i sommersolen. Øllet flød, og vi hyggede os som forårskåde lam i solen. At der dagen efter ville være hele tre kampe i StiftenStadium lå lidt i kortene, og den endegyldige fest opstod aldrig. Fredag formiddag kom der derfor aldrig for alvor gang i folket, men over middag skete der endelig lidt sager. Festen fik et ekstra gear og endelig skulle vi til lidt hockey.

Med de bedste ønsker om en god turnering

Prezzy

Jeg vil lige starte med at fortælle lidt om mig selv:

Når jeg ikke sidder og træller på pilletrillerfabrikken med alt muligt myndighedsnonsens, så er jeg også ishockeytræner for Danmarks eneste pigehold. Det foregår naturligvis i Hvidovre, som er den eneste klub der har haft istid til at have den "luksus", at have piger på programmet.
Det betyder så også, at jeg lidt på sidelinien er vidende om det politiske spil og rævekager der foregår i Hvidovre Kommune. Noget der virkelig bringer den indre politikerlede frem i lyset.

Som de fleste nok ved, stiller Hvidovre under navnet TOTEMPO HvIK op i AL-Bank Ligaen til næste år, og klubbens vise mænd er i gang med at få hevet kontrakter i land i disse dage, så man kan stille med et hold, der ikke skulle falde alt for meget igennem, når turneringen starter sidst i september.

Et hold i bedste række kræver en del ekstra timer på is ? ikke bare er der flere kampe, men træningsmægden er klart forøget. Men det har man i kommunen ikke ville erkende, selv om de HAR fået det at vide på flere møder. Jeg har endda deltaget i et af dem, så det kan de ikke løbe fra.

Nu har Hvidovre kommune så besluttet, at klubben ikke får mere istid til rådighed til næste sæson.

Hvad betyder det ? I har allerede to haller til rådighed, kan jeg høre blive sagt.

Det kan godt være at vi har en isflade mere til rådighed, men Hvidovre har også mest tid sat af til offentligt skøjteløb, så det trækker bestemt i den anden retning.

Hvad vil jeg så med de her udgydelser?

Jeg vil bare af med lidt harme over, at man åbenbart med socialdemokratiet i spidsen, giver ungdommen dårligere vilkår, end de har haft i den tid klubben har spillet i første division. Man pisser på det store arbejde der bliver lavet, for at få "banket" lidt ishockey forstand ind i knoppen på de unge, og jeg mener klart at vi har kunnet se, at det var ved at give pote i de fleste rækker.

Det er simpelthen for useriøst Britta Christensen (A).

Man kan undre sig over mange ting her i Rusland. Trapper er et gennemgående emne til forundring... Trapperne i metroen, over vejene og op til hotellet er i et sådant størrelsesforhold, at man ikke rigtig kan tage to trin ad gangen, men et trin er lige i underkanten. Trinnene i skøjtehallen er skæve både på den ene og den anden led, og i varierende højde, så man til tider skal holde tungen lige i munden, for ikke at stå på næsen. En anden ting, der kan forundre lidt, er priser. På den ene side af en plastikskærm koster en cola 40 rubler og på den anden side er prisen 50 rubler - men okay...de skal jo også tjene penge på en eller anden måde.

I går fik vi set de lokale i aktion i en hidtil uset grad. Da klokken rundede 22, begyndte det lige så stille at myldre frem med mere eller mindre velklædte ?glædespiger? i hotellets lobby-bar. Et par timer senere var de slovakiske fans efterhånden vendt hjem fra skøjtehallen, og der gik ikke længe, før første par gik ind i en elevator. Inden da havde damen fået et værelseskort med tilhørende nøglekort og pengebundt, som hun tabte på gulvet.

Ikke længe efter var der en ny forestilling i gang. To slovakker så ud til at slå en handel af med en af damerne, hvorefter de med fagter indikerede, at de lige skulle hen og hæve penge. Efter de var gået, kom en anden slovak hen og snakkede med hende. Der gik ikke længe, før de begge gik hen til en hæveautomat, hvorefter hun ventede, mens han tømte kortet, og så var det ellers af sted mod elevatoren. Da de to andre vendte tilbage med fyldte pengepunge, så de noget forvirrede ud, da kvindemennesket jo ikke var at finde. Et ganske interessant sociologisk studie må man sige.

På vej hjem fra en omgang mad i går oplevede vi for første gang rigtig myldretid. Det vrimlede med mennesker over alt i metroen, og for en gangs skyld gjorde det ikke noget, at man ikke havde noget at holde fast i - der var nemlig ikke plads til at bevæge sig overhovedet. En ting, vi undrer os over i metroen, er, at vi ikke rigtig ser gravide kvinder. Måske rejser de bare ikke med offentlige transportmidler, eller også er der bare ikke nogen gravide i Moskva i april/maj...

Trafikken er også en gåde - de kører som gale, men alligevel har vi endnu ikke set et uheld. Vi har set mange bulede biler, hørt en del hvinende bremser og set adskillige tvivlsomme overhalinger både inden om og uden om, men uheldene gemmer sig åbenbart godt.

Nå...det må vist også være nok undren for denne gang. Efter en noget søvndyssende kamp mellem Finland og Schweiz, glæder jeg mig nu til dagens højdepunkt, hvor pucken kastes om en time...Det skal nok blive en god kamp, selvom Sverige er storebror i det forhold.

PS. Har masser af nettid...send venligst forbindelse!!!

Sikke dog en vidunderlig hviledag vi fik os. Pharphar og Rookien strøg til hallen for at få nogle interviews, da de mente det var på tide med lidt nyheder til hjemmesiden. Imens snuppede undertegnede og Brian en yderst veltiltrængt lur hjemme på hotellet, for det er jo en smule hårdt at fejre en plads i mellemrunden.
Ud på eftermiddagen satte vi hinanden i stævne ved prospekt Mira metrostation. Målet for ekspeditionen var at finde et fornuftigt madtempel, og det må man sige lykkedes til fulde. Vapiano var navnet på det sted, der som det første siden afrejsen fra Kastrup lufthavn, faktisk fik os til at sige positive ting om maden.
Jeg kan ikke mindes at have nydt en bøf så meget siden de glade dage i Riga. Vi var dog en anelse bekymrede for, om vores maver faktisk kunne holde til at få ordentlig føde i sig. Det vender jeg sikkert tilbage med i morgen.
Tilbage på hotellet var det blevet tid til at dele en flaske lokal Champagne garneret med en Cohiba Esquisitos. Jeg behøver vel ikke sige at det var intet mindre end vidunderligt godt.


Champagnen knappes op.


Pharphar nyder en god cigar.

Problemet med at komme god mad i en mave er, at den ret hurtigt vil have mere. Dette problem forsøgte vi at løse på en restaurant på hotellet, men lad det være sagt med det samme, det er nok ikke et optagelse i Guide Michelin hotellet skal vente sig de næste 40-50 år.
Onsdag var også dagen hvor en stor flok fans fra Slovakiet checkede ind på hotellet, og jeg skal  nok lige love for, at de fik sendt hele luderkorpset på overarbejde. Der var nærmest tumultagtige scener ved deres kommandocentral, og selv de mere slidte modeller blev sendt i aktion. Højdepunktet kom, da to gutter aftalte pris med en pige, for så at drøne afsted for at hæve penge. Inden de var tilbage var hun imidlertid blevet sjanghejet af en anden slovak, så de så noget skuffede ud.
Vi valgte på det tidspunkt at fortrække til værelset, da der var begyndt at dukke folk om med de fra Riga så hadede klaphathorn. Jeg gætter dog på at festen fortsatte et godt stykke tid efter vi havde forladt den.

Prezzy

P.S. Har slovakkere med mange penge, sendt flere ludere

Der skal efterhånden meget til at skræmme en hærdet danhockey-skribent, men Rusland prøver til stadighed at finde på nye metoder.
Vi er stadig ikke blevet antastet af en betjent, der uden nogen speciel gyldig grund ville have en vis procentdel af vores rubler, men en stadig større del af danskerne har nu prøvet det. Regelen må være, at man ABSOLUT ikke skal gøre noget for at skille sig ud i mængden.
Mandag aften var aftenen, hvor jeg fik stukket følgende sætning i ansigtet for første gang: Sex-massage maybe?
Det er nu kun Pharphar og rookien der ikke har fået frække tilbud på hotellet, men mon ikke turen snart kommer til dem.

Mandag aften var også aftenen hvor jeg for første gang så HELTEN. Pludselig dukkede GM Steve Yzerman op i foyer'en, og jeg tror nok lige jeg håbede på en autograf. Den slags får man bare ikke gratis af en superstjerne, men jeg har da en uge endnu til at skaffe den.
Resten af aftenen (og natten, red.) gik med at sludre med et canadisk oldboys hold, der havde taget den lange tur til Rusland for at spille nogle kampe mod udvalgte hold, så redaktionen er ikke helt friske i dag.

Prezzy


P.S. Har shorts, send venligst noget sol.

Man kan sige meget om Rusland, men logik er absolut ikke deres stærke side. Nogle gange må man ting, og andre gange må man ikke. Eksempelvis skal man vise et kort med sit værelsesnummer på hver gang, man skal fra lobbyen op på værelserne. Men efter vi fik vores akkrediteringer, har det ikke været nødvendigt at vise kortet - lige bortset fra om aftenen, hvor det åbenbart ikke er nok med et officielt IIHF-skilt om halsen.

Der er også opstillet metaldetektorer alle vegne, men det er meget varierende, om man bare skal gå igennem eller man skal stoppe, når den bipper. Det gælder også ved presseindgangen ved skøjtehallen. De første par dage har Pharphar bare kunnet vade igennem med mobiltelefonerne i lommen, men i dag hylede maskineriet, og de to politimænd begyndte straks at brokke sig. Pharphar lagde telefonerne og gik igennem igen.

På hele turen fra presseindgangen til mediecenteret var Pharphars "halskæde" gemt under jakken, men der var ingen, der protesterede, når han gik fra sted til sted, hvor kun pressen har adgang. Til gengæld var der senere en infam semi-official i skøjtehallen, der lige skulle se, om jeg nu havde lov til at stå, der hvor jeg stod. At hun havde set mig gå op og ned af trapperne til pressepladserne cirka 30 gange gjorde åbenbart ikke, at hun kunne huske mig.

Nuvel..efter kampen iler alle journalisterne ned til mixed zone, hvor spillerne stopper op til interviews. Desværre er det ikke kun journalister, der finder vej til mixed - nej, det er alle med en halskæde på, og disse små børn og andre irriterende personer, der på den ene eller den anden måde har fået sig en akkreditering af en art, er der kun for at skaffe autografer. De maser sig ind foran os - det arbejdende folk - og er endda så frække at spørge, om de må låne vores kuglepenne.

Som journalist får man at vide, at man skal være neutral på pressepladserne, og man må ikke bede om autografer i mixed zone. Gør man det, bliver en akkreditering konfiskeret. Så kan det i den grad undre, at alle disse jægere kan få lov til at gå rundt og forstyrre og mase sig ind foran, så man knapt nok kan få fat i de spillere, man skal interviewe. På et tidspunkt var der endda tre små drenge, der skulle vise deres akkrediteringer til en vagt, der burde holde orden omkring mixed zone. Trods det faktum at deres farvekombination ikke på nogen måde gav dem adgang til mixed zone, skete der ikke mere, og de kunne fortsætte deres jagt på autografer.

Det er muligt at jerntæppet er trukket til side, men de mentale blokeringer lever stadig i bedste velgående, hvilket absolut er mere, end man kan sige om logikken.

I morgen er der tidlig træning for landsholdet, så vi skal også tidligt op få nået de ting, der skal ordnes.

Hilsen Malo

PS. Har halvsløje medarbejdere, send flere pick-me-ups!

Goddamnit der var behov for en hviledag. Ikke alene havde vi fået prygl af russerne, vi skulle også arbejde til kl lort (03:00, red.) inden vi kunne slappe af.

Turneringens første hviledag startede med et pressemøde i hallen efterfulgt af et arrangement på den danske ambassade i Moskva. Pressemødet gik fint, men transprorten videre var en helt anden historie.

Il Duce aka. Flemming Thor, mente at en tur med shuttlebussen til deres hotel ville være den bedste start på rejsen. Derefter skule vi "heile" et par taxa´er videre til ambassaden, og så var sagen bøf. Første del af rejsen gik snildfint, men så kom taxa problemet som et lyn fra en klar himmel.

På hotellet stod der fire biler med hotellets logo på. Ideen var, at man for en billig penge penge kunne hyre disse biler til at transportere  sig rundt i byen. Problemet var desværre det, at der ikke var nogle chauffører, der ville tage et ansvar og køre os til ambassaden.
En grov diskussion senere kom vi dog afsted, men vores chauffør virkede en anelse muggen over tingenes udvikling.
"Har i nogensinde prøve at køre racerløb i myldretiden i Moskva??????"
Vi kom dog frem til destinationen, men det var ikke uden en meget høj hvilepuls hos Pharphar.
Selve arangementet var til både kryds og slange, så det vil jeg ikke nævne yderligere i denne blog.
Hvad resten af dagen vil bringe er ikke til at sige, men i skal ikke være i tvivl om, at vi nok skal nævne det her i bloggen.

Prezzy

P.S. Har rigeligt med taxa bonner, send venligst nogle chauffører der kan vejen og samtidig kan tale engelsk.

Så blev det endelig rejsedag, og havde vi lige glædet os til denne tur? Alt var klart og nu skulle vi bare lige til Rusland. Det skulle vel ikke blive noget problem??

Af en eller anden grund gik der et anfald af kommenbrød i SAS´s kabinepersonale, så en ellers ukompliceret rejse blev besværliggjort ret så kraftigt.
I stedet for SAS skulle vi med Lufthansa via Frankfurt AM. til Moskva, og dette sulle ikke gå helt smertefrit af sig. Selve turen til Frankfurt gik fint, men så gik der IGEN kommenbrød i tingene. Først blev afgangen udsat og så fik vi et nyt fly i stedet for det oprindelige. Resultatet var en forsinkelse på 1 time og 45 minutter, men det tog den samlede redaktion med ophøjet ro.

Inden afgangen fra Kastrup var det blevet bemærket at Brian havde anskaffet sig en beauty-box (boxen, red.). Tintine (Brian, red.) mente dog ikke at det var en smukkeseringsredskabsopbevaringsbeholder, men der i mod et etui til hans blærerøvsobjektiv.
Hele rejseselskabet var dog enige om, at kassen VAR en beauty-box, og derfor blev Tintine omdøbt til BB.

Navnet Tintine kom forresten først til på flyveturen  fra Frankfurt til Moskva, da undertegnede sad og konspirerede med Rookien. Pharphar og BB sad 4 sæderækker bag os, og når vi skulle se efter dem kunne vi kun se BB´s hvide hårtot. Først mente vi at det lignede Tintin, men det harmonerede ikke skide godt med beauty-boxen. Navnet Tintine var derfor nærliggende, så mon ikke vi får en kommentar til dette navn når han læser denne blog. (han ved det ikke endnu, red.)

Well, vi kom da til Moskva, omend en kende forsinket, og efter den obligatoriske panik i lufthavnen kom vi også frem til hotellet. Hotellet viste sig at være et gigantisk levn fra OL i 1980, og efter at dømme på farverne på væggene var der ikke blevet tapetseret siden opførelsen. Maden var heller ikke noget at råbe hurra for, men mætte blev vi da. En blog senere var det tid til at se dyner, og fredag skulle vi så se åbningskampen i Khodyna-arena.

Det var alt for denne gang

Prezzy

P.S. Har rigeligt med boarding-cards, send venligst flere flyverdesser.

De seneste års terrorangreb i Rusland er vel ikke noget der direkte bekymrer den almindelige danske hockeyfan. For pokker da, en skole i Beslan og et teater i Moskva hører jo ikke ligefrem til hovedattraktionerne under et hockey-VM.
Indenrigsflyvninger med obskure flyselskaber, hvis navne ikke er kendt vest for uralbjergene, kan heller ikke bekymre den hærdede dansker, for selvom de falder ned skal vi jo ikke ud og flyve. Og hvad er lige chancen for at de skulle falde ned i netop vores hotel?

Jeg taler om noget langt mere bekymrende, noget der kan få store dele af de tilrejsende hockeyfans fra hele verden til at gå amok. Det er med det bekymrende tempo der bliver sat ild til de lokale Go-Go steder. Senest gik det ud over Club 911 (ret ironisk egentligt), og hvor skal dette vandvid stoppe? At de samtidig tærer på landets vodkareserver ved at bruge denne fortrinlige drik som tændvædske, burde være en oplagt sag for FN.

Belært af erfaringerne i Riga, så er Champagne på Go-Go barer den absolut bedste måde at komme med penge på, og her taler jeg om rigtigt mange penge. Og hvad skal der ikke ske, hvis alle disse tilrejsende fans ikke kan komme af med deres penge? Det kan jo føre til det absolut værste tilfælde af skørlevned, med tilhørende bøf-flovhed (ikke Kier?), og så er der jo ikke langt til et  besøg i det lokale supermarked for at tanke Vodka.

At tanke vodka er i sig selv ikke specielt farligt, men når man skal arbejde den efterfølgende dag kommer der en helt ny dimension med i legen. Der kommer helt sikkert mere om dette prekære emne senere.

Det er derfor ikke helt uden risiko at vi tager til Moskva for at dække Hockey-VM for jer her hjemme. Skulle vi blive såret i kampens hede, så send os en venlig tanke, og glem ikke at skrive i gæstebogen.

Prezzy

Det er simpelthen et for ringe resultat divisionsforeningen kom frem til i går, da klubberne i bedste række blev enige om, at der maksimalt må være ti udenlandske spillere på holdkortet.
Om det betyder et reelt fald af mængden af udenlandske spillere må tiden vise.
Resultatet falder i god tråd med den fornemmelse jeg har haft i mange år af dansk ishockey, nemlig at klubberne ikke tænker langsigtet, men åbenlyst kun ser et halvt år frem i tiden, når man går på is i august måned.
Det gælder om at have det rigtige hold når slutspillet og de indbringende kampe går i gang, så hellere hente endnu et par udlændinge ind i truppen ved juletid. For man ved jo aldrig hvad der sker med skader og lignende

Hvis man virkelig mente noget med at sætte en begrænsning på udlændingene på isen, bør man lave en tretrinsraket, hvor der næste sæson maksimalt må bruges otte spillere, syv året efter, og så ende på seks spillere. Og så bør det være forbudt at have udenlandske keepere på mål. Vanvittigt vil nogle nok tænke - sund fornuft mener jeg. Det bør være en national pligt, at vi konstant har danske målmænd i aktion.
Seks spillere er efter min mening et fornuftigt tal. 

Så ved jeg godt, at man især i Sønderjylland vil argumentere med, at man ikke har så mange spillere af egen avl til rådighed. Men det er efter min mening noget sludder. Før i tiden kunne man da godt stille med bare fem, eller færre, udenlandske spillere i truppen, og stadig spille i bedste række. Jeg har ikke kendskab til specifikke forhold i Vojens, men det kan være en tanke, at man skal give egne spillere nede i rækkerne nogle bedre forhold, så der starter flere, og når de er i gang, gider fortsætte med spillet. Og sådan må det være hele vejen rundt, ikke bare i Jylland, men også på Sjælland, hvor der er et kolossalt spild af spillere, der måske har været dominerende i ungdomsrækkerne, men som aldrig kommer på is som senior. Jeg ved godt, at der en pæn del der stopper af normale årsager, og ikke har den psyke der skal til for at være på eliten, men det er tankevækkende så få spillere en klub som Rødovre får uddannet på eliteniveau, med deres unikke ungdomsafdeling, der plejer at vinde alt hvad de rører ved. Bevares, der er nogle der tager til udlandet og gør det forrygende, men spildet er rystende stort.
Og så gider jeg slet ikke at nævne, at Herlev og Rungsted kun kunne stille med at hold, hvis de slog pjalterne sammen i første division. Det er simpelthen ikke godt nok.

Det tager vel to til tre sæsoner, at modne en spiller til at spille i bedste række, og her må klublederne, og især trænerne, altså have is i maven og give spillerne noget længere snor. Jeg ved godt, at nogle trænere siger, at det er til træning man bliver en god spiller og ikke til kamp. Alene tiden man er i berøring med en puck i kamp, er forsvindende lille i forhold til træningssituationerne. Så det betyder vel, at der kører mange fantastisk gode spillere rundt i klubbernes tredje/fjerde kæder, eller slet ikke er med i brutto truppen?
Det er på is det foregår, med det pres der uundgåeligt vil være på spilleren, når der sidder andre end familie og venner på lægterne. Hvis man ikke bliver brugt, ryger motivationen ganske naturligt.

Jeg startede med at skrive, at de danske ishockey klubber ikke har den mest langsigtede strategi. Men de har også tidligere vist, at man ikke er særlig gode til at samarbejde. Derfor har jeg den forudsigelse, at den aftale klubberne formentlig får igennem til DIU's repræsentantskabsmøde i slutningen af april, holder til midten af december måned.
Her vil vi se den første klub, der bryder aftalen med det argument, at den ikke er lovlig. Aftalen kan kun holdes, hvis klubberne virkelig står sammen om det her, for den holder formentlig ikke en tur i retten. 

Hvorfor skulle de gøre det nu, når de ikke har stået sammen om noget andet før?

Lige kanske kort; Luke Sellars var ikke nogen decideret "tough guy" siger han selv. Han havde dog en enkel slåskamp i en preseason NHL kamp, men har jo også kun haft en enkelt regular season kamp.

Jeremy Stevenson har haft 13 slåskampe i sin NHL karriere, blandet andet tre i samme kamp (Edmonton mod Nashville d. 15 feb. 2004).

Han er left wing og har 38 (19+19) point i 207 NHL kampe. Og så der lige de 451 udvisnings minutter. Det er rimeligt tydeligt at han ikke passer ind i det "nye NHL", og gik fra NHL til CHL til LNAH(?).

Man må håbe han kan ligge sit spil over en del hurtigere end Sellars, ellers så ser det danske publikum jo nok ikke de kvaliteter som Rødovres ledelse ser - for det er jo svært at gøre en forskel fra udvisningsboxen eller omklædningen.

Så nåede vi sørme ud på den anden side af U20 B-VM i Odense. Den samlede sejr overskygger en del småting ved turneringen, men visse ting skal vel alligevel siges...Her følger i hvert fald min oplevelse af ugen i Odense.

Danhockey kan bryste sig af at have været mindst en person til 11 af de 15 kampe ved turneringen, hvilket må siges at være ganske udmærket, når man tænker på at den samlede danske presse kun kunne besværes med at troppe op til finalen.

Nuvel..så var der da mere plads til os andre i den kolde hal. For koldt var det - en skøjtehal uden tilskuere i nævneværdigt omfang bliver hurtigt nogle grader koldere end ellers, og når man så tilbringe mellem tre og ti timer i hallen..så kan det mærkes. Når man også får en tjans som måldommer en enkelt kamp, så mærke man rigtigt, hvor koldt det er i en tom skøjtehal - men det gav da endnu en god vinkel at se en kamp fra.

For nu at dvale et øjeblik ved tilskuerne. Trist for turneringen, at der ikke var flere folk, der kunne finde vej til StiftenStadium, selvom Sebastian Dahm syntes, det havde været godt nok, og at der havde været nok i løbet af ugen. Antallet kunne jeg i hvert fald ikke råbe hurra for, og råb var der da heller ikke meget af i hallen. Når nu man er kommet ud for at se ishockey, hvorfor vælger man så at være så stille gennem hele kampen? Klap og jubel kan da ikke skade spillerne, der i en af kampene først fik klapsalver, da de selv begyndte at klappe og heppe i boksen ti sekunder før tid.

 Så meget desto mere bittersødt var det at se, hvor meget stemning folk kunne skabe i finalen søndag aften. Her var jubel, klapsavler og tilråb hele kampen igennem og i det hele taget en rigtig god hockeystemning! På den måde var det dejligt at se, at drengene fik den fortjente hyldest, da de sikrede sig oprykning til A-gruppen.

Så kommer vi til pressen...Kan man meget andet end at ryste på hovedet af det?

Fair nok...medierne mener, at folket vil have håndbold. Men det er vel ikke ensbetydende med, at de ikke vil have anden sport, og når nu man har et VM i baghaven?Skal man rose, så var det da rart at se, at den samlede danske presse trods alt var til Danmarks sidste kamp. Her var der tryk på pressepladsens stikkontakter i forhold til resten af ugen, hvor der var nok til både journalister og fotografer. Men nok om pressen - det gav trods alt et mere afslappet forhold til holdet, når der ikke var så mange journalister i kø efter hver kamp.

Med Danmarkspressens indtog forvandlede de ellers søde og rare kontrollører sig til mavesure kommandanter (dette gælder dog ikke for alle, red.). Konceptet "Mixed Zone" var ikke helt nået til Odense. I løbet af ugen havde Mixed Zone - stedet hvor journalisterne har mulighed for at interviewe spillere og trænere efter kampen - bestået af at man kom ned til omklædningsrummet efter kampen, og så kom de personer, man skulle have fat i ud.

 Her på sidstedagen så det endelig ud til, at konceptet var nået frem. I hvert fald blev pressen gennet ind bag nogle stole og et par bredskuldrede security-folk. Lidt emsigt, men fint nok tænkte vi. Lidt senere skulle det ukrainske hold åbenbart ud til deres bus med tasker, hvilket gjorde at stole og presse blev smidt til side - endnu engang et bevis på at man når længere med venlighed end skrappe kommandoer. I øvrigt mente securty?en jo at de to sekunder vi havde fået til at flytte os selv og de stole de havde opstillet, var mere end rigeligt.

De danske spillere var færdige med at juble på isen og kom forbi os på vej ind i omklædningsrummet. Man forsøgte sig med kontakt, men det lykkedes ikke i første omgang. Nu begyndte de så også at lukke tilskuere ud den vej, så ideen med at man havde adgang til "et lukket område", når man var i Mixed Zone, viste sig at være fejlagtig. Det gjorde det jo ikke lettere at få kontakt med trænerne, når man konstant blev skubbet tilbage af folk, der skulle ud. Pludselig vendte sikkerhedsvagterne sig på en tallerken og sagde "Nu må presse og fotografer gerne gå ind i omklædningsrummet." Spørgsmålstegn lignede man vel lidt, men ok..hvem siger nej til en tur i vindernes omklædningsrum?! På vej ind blev man mødt af Seabstian Dahm, der ikke kunne forstå, hvor champagnen blev af - det forhindrede ham dog ikke i at tage sig tid til en god snak om hele VM.

Samlet set blev det en god uge med mange oplevelser, selvom man kunne have ønsket sig lidt mindre modvind, sidevind og regn til cykelturene til og fra skøjtehallen. Og trods lidt startvanskeligheder og et par mindre heldige oplevelser undervejs, får U20 B-VM en udmærket karakter i min bog, ikke mindst på grund af det danske landsholds flotte spil og deres reelle glæde og jubel da det hele lykkedes.

Undertegnede går rundt og halter mere end normalt i øjeblikket, og skylden er den forbandede sport til ishockey.
Forklaringen er, at jeg er begyndt at spille old-boys hockey - den sparsomme fritid jeg har som kunne bruges hjemme i familiens skød, skulle lige ødelægges, og jeg ville se om jeg kunne finde ungdommens spil frem.

Den første træning med de "gamle drenge" gik egentlig ok. Jeg slappede af på isen, for jeg ved jo godt at knæet er følsomt. Det var vist nok også derfor, jeg stoppede min aktive karriere for et par tusinde år siden, den gang jeg spillede for den hedengangne klub i Brøndby.

Nu skulle jeg så på is i går morges 07:30.  Selv om det på det nærmeste var nat, så var der alligevel kommet godt 15 spillere. Nogle en anelse mere mærket af nattens strabadser end andre, men hvad fanden, det er ligesom cirkushestene, de kan bare ikke undvære arenaen.

Der skete det irriterende med undertegnede, at jeg nok blev en anelse overmodig mens kampen skrider frem - nej vi varmer heller ikke op, det er jo for tøsedrenge.

Nu skal det siges, at i old-boys hockey må der ikke tackles, men jeg har min egen lille kamp i kampen med en af modstanderne. Rent venskabeligt forstås. Jeg får da også sat et pænt "hit" på midten af banen og kan mærke, at nu kører det for Svendsen. Nu skal der spilles hockey, så tilskuerne fra Hvidovres elitehold, der står og ser på, kan se hvordan Herning skulle slås senere på dagen.

Jeg kører så langs banden i min højre side og kan se at Jesper, ja det var ham jeg havde fat i tidligere i kampen, vil prøve at komme forbi i hullet mellem mig og banden. Jeg planlægger så, at skulle stoppe ham med min ydmyge kropsvægt, og lægger så vægten på mit venstre knæ, mens jeg presser.

"Knæk" sagde det så i knæet. Det var egentlig ikke det værste, det var derimod den udadgående fornemmelse jeg havde i benet, der forskrækkede mig. Som om at jeg ikke rigtig havde styr på hvad der foregik i den del af kroppen. Der blev jeg sku bange, og gik i isen med et brag.

Kort fortalt så kravlede jeg ud af banen, og sad og sundede mig lidt. Jeg havde ikke så ondt, som jeg nok havde regnet med, og tog lige et skifte til på banen. Det kunne mærkes, og jeg kørte direkte ud og i bad.

Knæet føltes noget ustabilt, især når jeg prøvede at dreje benet, så min kone besluttede, at jeg skulle på skadestuen. Hun gad vel ikke høre på alt mit "tuderi"....

Vel ankommet på skadestuen kunne jeg så tage plads mellem tre andre hankøn, der havde været på boldbanen samme morgen. Boldidioter tænkte jeg, men kom så i tanke om min egen situation, og fik faktisk lidt medfølelse med dem.

Der gik kun ½ time, så var jeg inde hos den stedlige ekspert og blev tilset.

- Nu er det den fjerde fodboldskade jeg har til morgen. Kan I ikke se sport foran fjernsynet i stedet for at fjolle rundt, sagde han med en anelse irritation i stemmen. Jeg måtte lige påpege at det var sket på is, men det formildede mærkværdigvis ikke doktoren.

Han gav knæet det udvidede check, og kunne fortælle at alle ledbånd var i orden, men jeg skulle holde benet i ro 2-4 uger.

Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle på is i morgen tirsdag, for jeg er også ishockey træner. Men nu må vi se. Her til morgen gør det vildt ondt. Var det ikke noget med at ibuprufen er godt mod ledsmerter?

Desuden spillede Hvidovre uafgjort med Herning søndag. Hvad sker der for dem?

Alle har et bud på placeringen i ligaen, og jeg vil da også give mit ydmyge bud på, hvem der lander hvor. Og det selv om det er totalt tåbeligt at prøve at forudse hvordan det kommer til at gå, for i de  fleste sæsoner er der sket noget uforudseligt. Hvem havde gættet på at SønderjyskE blev mester sidste år, f.eks...

Nå til sagen.

Jeg tror at Herning lander i toppen. De kan altså et eller andet derovre på heden og jeg synes faktisk at indkøbene ser fornuftige ud.

Odense bliver nr. to. Som Christer Eriksson så rigtig fortæller, så har der ikke været voldsom meget udskiftning og desuden virker stemningen god på holdet - Weinstock har fået styr på tropperne.

AaB Ishockey kommer man ikke uden om i toppen. De VIL være med hvor det er sjovt. Men jeg tror desværre, at de er landet i den underlige situation, at de ikke kan vinde når det gælder.

Esbjerg har brugt mange penge på mange udenlandske spillere i år. Og det må give kasse, og jeg forventer at de lander i top 4.

Rødovre?..de vil nok starte forrygende, men så kommer en naturlig downperiode. Kommer de op igen? Meget afhænger om de unge spillere tager ansvaret på sig og om de udenlandske profiler undgår skader.

SønderjyskE tror jeg ikke gentager succesen fra sidste år.

Nordsjælland tror jeg lander i midten af tabellen. Hvorfor? Det er bare en fornemmelse. Jeg tror ikke, de kommer med i medaljekampene, men er til gengæld også så stærke, at de ikke falder igennem.

Herlev har købt fornuftigt ind. Men holder Robert Burakovsky hele vejen? Det har han ikke gjort de sidste par sæsoner.

Frederikshavn har skuffet i preseason. Ja jeg ved godt at Pisar har manglet, men det ser altså ikke lovende ud. De kan kun overraske i mine øjne.

Tag det som det er.....vi bliver med garanti meget klogere, og forhåbentlig er der nogle overraskelser i vente i løbet af de næste 7 måneder.

Undertegnede modtog en del kritik efter at have lavet kamp resume på pokal kampen mellem Rødovre og Hvidovre. Jeg fik bl.a. at vide, at jeg havde en usympatisk tilgang til kampen, hvor mit formål var at nedgøre Hvidovre Wolves. Jeg burde have taget med i betragtning, at Hvidovre er en klub med et yderst begrænset budget, der er en brøkdel af Rødovres. Og at resultatet 6-2 var et godt resultat, når man tog i betragtning, at Hvidovre var plaget af skader.

Isoleret set, og efter de betragtninger der er beskrevet ovenfor, var resultatet for Hvidovre da også fremragende. Men jeg har valgt, at ville beskrive kampen efter de forudsætninger, at det er to ligeværdige mandskaber der stillede op til kamp. Hvis man vil spille pokalkampe, må man også vurderes efter samme skala. Så vidt jeg har forstået opererer man ikke med handicap i ishockey. Og efter min bedste mening ville det være forkert, hvis jeg skulle have to "karakter skalaer" når jeg skulle beskrive en kamp. Det kan være jeg tager fejl, men det er den beslutning jeg har taget.

Set i bagklogskabens ulidelige lys ærgrer det mig dog lidt, at jeg ikke roste Mathias Kauffmann i Hvidovres mål, for han gjorde det godt - især i området lige foran kassen.

Jeg havde i dag en god snak med en af kritikerne i Hvidovre Skøjtehal. Vi blev enige om at være uenige i nogle ting, men jeg føler selv, at vi fik et godt indblik i hinandens tankegange og havde en konstruktiv dialog.

Der er jo heldigvis ikke en naturlov, at vi altid skal være enige i alting, og så længe man kan tale sammen kan det vel ikke gå helt galt. Der kunne man måske lære noget af i andre dele af verden?

Der er nyt fra hele diskusionen om DRs flodbølge af håndboldkampe på TV.

Skulle du have misset det, eller ikke lige ved hvad dælen jeg taler om, så er der her et udsnit af et par artikler jeg tidligere har skrevet her på Danhockey:

Fra artiklen "Glemt eller...... glemt?" - 28. december 2005. - link

Stefan Bergkvist var nomineret til Ragnhild Prisen - en pris der gives til en person eller personer, der har gjort et godt stykke arbejde for talentudviklingen i dansk idræt. Det kom dog ikke som nogen overraskelse at Jan Pytlik kunne forlade aftenens show med en pris i lommen.

...............

Kald mig naiv eller godtroende, men jeg er fandme ved at være træt af de mange håndboldkampe der har besat dansk TV. En hurtig gennemgang af hvad TV2 har valgt at vise af ishockeykampe i den første halvdel af sæsonen, viser 6 kampe. Det er hvad der bliver vist af håndbold på en enkelt weekend fordelt over DR og TV2. Jeg havde intet imod dette, hvis der var plads til mere hockey end der bliver vist nu. Vi kan dog se frem til en enkelt kamp hver weekend i Januar.

Fra artiklen "DR: Vi har måske vist for meget håndbold" - 18. Januar - 2006. - link

- Vi har måske vist for meget håndbold i en periode, kunne man idag læse på DRs tekst-TV.
Udtalelsen kommer fra Olav Skaaning Andersen der er chef for DR sporten.

Han siger uderligere:
- Vi vil gerne dække andre sportsgrene. Vi har fx haft meget succes med at opdyrke bordtennis.

..................

Hans ordvalg synes jeg er noget besynderligt. De har ligefrem opdyrket bordtennis. Altså har de - eller er ved at gøre - bordtennis større, på fuldstændigt samme måde de har været med til at gøre håndbold til en sindsygt overeksponeret sportsgren, som det før er nævnt, faktisk ikke er skide stort set på verdensplan. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg hellere ser Michael "Batman" Maze smadrer til små hvide bolde, end at se håndbold!

DR vil fra engang i efteråret tilegne hele 1800 sekunder om lørdagen mellem 19:00 og 19:30 til "små" sporgsgrene som de selv beskriver det. Dette er kommet i hus efter en aftale med Danmarks Idræts Forbund.

Og så til det nye.....

Partierne bag Folketingets medieforlig, er gået ind i sagen omkring DRs ekstreme eksponering af håndbold, fodbold og cykling. Ifølge Politiken søndag, bruger DR1 78 procent af sin samlede sendetid om dansk og international sport, til at vise fodbold, håndbold og speedway, mens fodbold, håndbold og cykling udgør 73 procent af DR1's dækning af alle nyheder fra sportens verden. Tænk lige over det engang. I tal man kan forstå, vil det sige at for hver times sport (og sportsnyheder) der vises på DR1, er 45 af timens 60 minutter en af de 4 nævnte sportsgrene! Der er i alt 57 idrætsgrene under Danmarks Idræts-Forbund.

Det er første gang at politikerne på Christiansborg blander sig i, hvilke sportsgrene DR Sporten formidler til licensbetalerne, og det er vel også på tide. Ja der er uden tvivl flere seere til en håndboldkamp eller fodboldkamp, end der ville være til en tv-transmiteret boccia kamp, men der er fandme grænser for hvor meget håndbold og fodbold skal dominere TV.

Fra 1. Januar 2007 skal DR Sportens chef Olav Skaaning Andersen lave en markant ændring i sendeplanen når det kommer til sport på DR1. Som det også blev nævnt i artiklen fra den 18. Januar vil der fra efteråret blive vist 30 minutters indslag fra de mindre sportsgrene på DR1. Dette er _IKKE_ et resultat af medieforliget, blot et resultat af det gamle medieforlig. Så der skal altså stadig sendes mindre håndbold.

Olav Skaaning Andersen udtaler til Politiken at DR1 fra næste år, vil skære ned i håndboldkampe, så de fremover viser 30-35 kampe om året, i stedet for de omkring 50 de hidtil har vist.

Chefen for DR Sporten mener at det billede Politiken prøver at bringe er forvrænget, og udtaler at DR allerede i år har dækket de mindre sportsgrene mærkbart mere end tidligere, fordelt ud over alle DRs medieplatforme - TV, Radio, Tekst-TV, internettet og mobil-tjenester.

Tyg lige på den engang..... 30-35 håndboldkampe i stedet for ca. 50. Det er en nedgang på 30%..... Gad vide hvad DR så vil bruge deres lørdag/søndag formiddage/eftermiddage på, når først håndboldsæsonen går igang?

Dagen startede klokken halv ni, da Prezzy og jeg stod op for at pakke og gøre klar til at aflevere lejligheden. Vi var kommet op i så god tid, at der lige var tid til at se en lettisk udgave af Lægens Bord og lidt spansk sæbeopera - hvad skal vi dog gøre uden den slags klasseunderholdning?!

En lille sidehistorie er, at vi rent faktisk fandt ud af, hvorfor vi har haft så store problemer med den ene lås. Tager man lidt hårdt i håndtaget, låser den igen, så på den måde kan det jo være svært at få en dør op - især i lettere påvirket stand ;o)

Nå..da vi havde afleveret nøglerne og slæbt kufferterne ned ad trapperne var det tid til at tage til lufthavnen. Jeg skulle godt nok først flyve halv syv om aftenen, men jeg tog med Prezzy i lufthavnen i håb om, at jeg kunne komme med Prezzy''s fly klokken halv et.

Den eneste mulighed der var, var en plads på Business Class, som jeg forøvrigt kunne få lov at betale 152 LAT for - ikke lige et beløb, der indgik i mit budget. Heldigvis kunne jeg allerede checke ind til mit fly, så jeg da slap for at rende rundt med min kuffert og kunne komme ind i den "sjove" del af lufthavnen.

Paskontrollen var et kapitel for sig. Først skulle vi igennem endnu en gennemlysning - hvis nu vores computere ikke allerede var blevet gennemsigtige af at blive kørt igennem hver dag ved mediecentret. Prezzy''s måtte gerne køre igennem i tasken, men min skulle tages ud og køres igennem i en plastikkasse. Da mit ur og bæltespænde ikke var lavet af luft, hylede maskinen, da jeg gik igennem. Som så mange gange før, var det mig - den mistænkelige rookie - der blev tilbageholdt. Jeg skulle lige kropsvisiteres af en lettisk matrone, og især hætten i min hættetrøje synes hun, var meget tyk - hvad ligner det også at sy to stykker stof sammen!!

Nuvel...jeg fik da lov til at passere, blot for at møde den næste matrone. Jeg må åbenbart have ændret udseende gevaldigt i løbet af de sidste tre år, for mit billede skulle nærstuderes længe, inden hun måtte overgive sig og lade mig komme videre.

Efter en rundtur i Riga Lufthavn, der ikke har meget at byde - ikke engang en ordentlig restaurant - slog vi os ned ved en sofagruppe, der havde et strømstik i nærheden (min fantastiske computer har en batteritid på ca. 45 minutter, så det var en nødvendighed).

Vi var blevet lidt sultne, så vi tog, hvad der var - et forsøg på en fransk hotdog og en Sprite. Da vi havde spist, gik vi online og lagde de sidste artikler på nettet.

Det viste sig at være store hjemrejsedag for de hold, der ikke havde mere at gøre ved VM. Allerede ved check-in havde vi set det kazakhstanske hold - vi overvejede at finde en Danmarkstrøje frem, men syntes alligevel, at det ville være synd for dem - og nu så vi dem igen. Lidt senere kom det schweisiske hold så forbi (det viste sig senere, at de skulle med Prezzy''s fly hjem), og senere så jeg også en del af det ukrainske hold.

Snart var det tid til at vinke farvel til Prezzy, og det så da også ud til, at hans fly kom afsted i nogenlunde tid. Derefter koncentrerede jeg mig om at surfe på nettet og læse koncepterne ved strafferet på samme tid - yes yes multitasking er en god ting!

Det gik egentlig ok, men så kom de norske fjeldfætre forbi. De havde også fået øje på pølsebiksen og gik straks igang med at købe mad - 2 franske pr. mand. Derefter slog 6-7 af dem sig ned i sofaerne omkring mig. Da nordmænd jo ikke er det mindst larmende folkefærd, gjorde det det lidt sværere at koncentrere sig, men så kunne jeg til gengæld følge med i kampen mellem Sverige og USA på nettet og skrive endnu en nyhed til Danhockey samtidig.

Efter et stykke tid fandt nordmanden ved siden af mig ud af, at jeg havde hockeyopdateringen kørende, og han oplyste straks resten af gutterne om stillingen. Da han havde kigget tilstrækkelig meget på min skærm, kunne han fortælle de andre, at jeg skrev på dansk, så jeg nok var dansker - men derfra og så til at regne ud, at jeg nok godt kunne forstå, hvad de sagde - ja der er åbenbart langt - men de er jo også nordmænd ;o)

Godt en time inden mit fly skulle lette forsvandt nordmændene hen til deres gate. Atter blev det lidt nemmere at læse, og det lykkedes da også at blive færdig med de 50 siders strafferet, inden jeg nåede Danmark (ta' den Prezzy;o) ).

Tid til afgang. Jeg sluttede mig til Kier og Co. ved gaten, og der ventede vi så. Problemer af en eller anden art gjorde, at vi blev 25 minutter forsinket i at boarde flyet. Og det hjalp da heller ikke, at boarding card-maskinen gik i stykker efter første passager, så de måtte gå over til manuelt arbejde.

Men i luften kom vi da. Og piloten fik også indhentet godt et kvarter i luften. Men det hjælper jo ikke meget, når man så skal vente på baggagen i Kastrup. For selvom jeg ikke kunne komme med Prezzy's fly, kunne min kuffert åbenbart godt. Det havde de bare ikke fortalt os, så da alle kufferter var kørt rundt på båndet, manglede vi tre ud af fire kufferter.

Jeg satte min lid til SAS-personalet, der da også hurtigt fandt min kuffert. "Ja, den står lige herude," var beskeden. Det kunne de måske have fortalt, da vi landede, for mærkaten på kufferten hørte faktisk til det fly, jeg var med. Men OK, jeg fik min kuffert, og det eneste foruroligende var egentlig, at den havde cirkuleret rundt i Kastrup i to timer, inden den blev registreret.

Kuffert i hånden var der afgang mod de offentlige transportmidler. Tog fra Kastrup til Københavns Hovedbanegård, S-tog til Lyngby og bus til Søllerød. Godt 13 timer havde det taget at rejse 2 timer og 20 minutter, og derfor blev det til en overnatning hos mooaar. Så meget tiltro til DSB havde jeg trods alt ikke, så jeg orkede at begive mig mod Odense klokken ti om aftenen.

I morges var det så op klokken 6, og afsted mod Odense (der forøvrigt var ved at drukne i regnvejr). FynBus kørte mig så til hoveddøren, og derefter var det op på jerngeden og afsetd mod UNI. En lettere træt Rookie er tilbage i Danmark.

Malo

PS. Har slæbt 22 kgs kuffert rundt i det offentlige transportsystem, send venligst Esser.

Alle midler var taget i brug for at sikre det forløsende point mod Kazakhstan. Det kommenfri grovbrød var igen blevet indkøbt, og alle andre sejrsgivende ritualer var blevet udført minutiøst.
Resultatet udeblev jo heller ikke, og vi kunne fejre endnu et succesfyldt ophold i nedrykningsspillet.

Inden festen for alvor kunne begynde skulle der selvfølgelig lige furageres på Steaku Haoss, stedet med de store bøffer og den aldeles fremragende Long Island Icetea (spørg bare Kanutten, red.). Godt optankede drog vi mod den gamle bydel for at finde landsholdets efterfest.
Problemet med Riga er, at visse russiske personer styrer nattelivet med hård hånd. Derfor havde ca 95% af Rigas ellers så udemærkede udskænkningssteder lukket, så pengene i stedet skulle bruges på mere lyssky steder. Efter lidt roden rundt fandt vi dog et diskotekslignende sted, hvor størsteparten af drengene befandt sig. Det var ikke kedeligt.
Da Pharphar skulle med flyet næste dag, tog han tidligt hjem til Casa de Danhockey. Onkel Prezzy og Rookien fortsatte dog festivitassen og kom en kende senere hjem. Rookien skulle dog lige have en sidste øl og havnede derfor på Casino!

Klokken blev endelig tirsdag og Pharphar drog tilbage til Danmark. Den resterende del af redaktionen slog sig sammen med Fam. Kier for at se en sidste smule hockey. Som det absolut sidste indslag på dette års tur, havde Kier og undertegende sat hinanden i stævne over en bette bøf på 1400 g. Den smagte så afgjort godt, og var klart værd at vente på.
I morgen går det atter hjemad, og det skal blive godt at sove i sin egen seng igen. Ikke at der er noget galt i at have Pharphar som krammedyr i 13 nætter, men han snorker altså noget så forfærdeligt!
Vi ses om ca. 1 år i Rusland, hvadenten det bliver Skt. Petersborg eller Moskva.

Prezzy

P.S. Har lige delt en bøf på 1400 g med Kier. Send venligst et dessertkort!

P.P.S. Har stadig lidt af Essers vodka. Mangler desperat juice!

P.P.P.S. Har stadig opvask, send venligst en opvasker.

Var det morgenbrødets skyld? Jeg skal ikke kunne sige det, men for første gang på turen havde vi fundet brød med kerner og uden kommen. Resultatet var vel heller ikke til at tage fejl af, da turneringens første sejr endelig kom. Frem kom regnestokkene og skriveblokkene. Var Danmark sikre og hvis ikke, hvordan skulle de sidste resultater så forme sig. Lettere euforiske kom vi frem til, at points mod Kazakhstan ville sikre endnu et år i det fine selskab.

Da det samlede danske pressekorps var blevet inviteret til lidt mik med DIU kl 20.00, skulle vi lige suse hjem og skifte tøj inden aftenens program kunne påbegyndes.
Maden var aldeles fortrinlig, men uden at prale vil jeg påstå at serveringspersonalet satte ny lettisk rekord i at afvikle en 3 retters middag. I runde tal gik der 60 minutter fra vi satte os til bordene til desserttallerknerne blev fjernet! Selv Peter Berg (DIU´s formand, red.) var tydelig imponeret over effektiviteten.
Med maden godt (og hurtigt) placeret i maven, kunne vi så lidte ned i baren, hvor DIU bød på "en enkelt drink".
Pharphar skulle lige blære sig ved at bestille en mystisk blå sag, men efter at dømme på Malo´s ansigtsudtryk var det ikke lige sagen.
Jeg skulle ikke eksperimentere med diverse mystiske blandinger, så en flok GTI´er fandt hurtigt deres vej forbi mine smagsløg. Jeg kommer nok ikke til at lide af malaria det næste lange stykke tid.
På vejen hjem stødte vi ind i Kutter og en flok af hans kumpaner, så vi blev lige lidt forsinkede.

Prezzy

P.S. Har fundet et sted der serverer en bøf på 1400 g. Send venligst kolesterolsænkende medicin.

I går var dagen, hvor Danhockeys udsendte kørte Skoda. På en lukket racerbane fik vi lov til at prøve kræfter med diverse øvelser. Vi lærte at bruge ABS-bremser ved at træde sømmet i bund på en automatgears-Skoda og så klodse bremsen omkring de 100km/t. En forhindringsbane bygget op af kegler skulle gennemføres på tid, og endelig kørte vi næsten ræs på en racerbane (dog med en førervogn foran).

Efter de hårde strabadser på banen var det tid til frokost - pandekager med kaviar, ost eller syltetøj og diverse drikkevarer (deriblandt vodka og juice). Til sidst fik vi en gavepose fra Skoda med hjem og så var det ellers retur til Arena Riga hvor Danmark trænede og videre til Skonto Arena, hvor vi skulle snakke med spillerne.

Pharphar var hårdt angrebet af allergi i går og valgte at droppe aftenkampen. Så det var op til Prezzy og undertegnede at holde styr på tumulten i Arena Riga.

Men inden da fik vi lidt at spise - og selvfølgelig lidt kommenbrød. Denne gang var det dog en dejlig hjemmebagt variant, hvor kommenfrøene kun var ovenpå, så de var nemme at slippe uden om. :o)

Vi har efterhånden fået helt godt styr på de offentlige transportmidler, og efter den famøse kamp mellem Canada og Letland i går kastede Prezzy og jeg mig ud på nye eventyr ved at tage en ny trolleybus hjem. Det gik ganske fint, og på vejen hjem fandt vi også den danske ambassade, der faktisk ikke ligger langt fra Casa Danhockey.

Efter en lidt kedelig slutning på en ellers udmærket kamp mellem Danmark og Slovenien delte vi rollerne lidt op. Mens jeg var flittig i pressecentret, gik Pharphar og Prezzy hjem for at vaske tøj (nogen af os kan jo godt finde ud af at tage nok tøj med til Riga..hehe).

I morgen er der atter en dag, som man siger. Her gælder det først Danmarks vigtige kamp mod Italien - sku' vi ikke snuppe den første sejr ved dette års VM drenge?? Når kampen er færdigspillet og nyhederne lagt på nettet er det hjemad for at skifte tøj og så videre til Radisson SAS hotellet, hvor der er middag med Unionen - det skal nok blive sjovt.

Det var vist rigeligt for nu...ka I ha det og briller..!!

PS. Har bedre dansk hockeyspil - send flere danskere.

Så kom der igen en spilfri dag, og det der skulle have været en tømmermændenes dag efter en sikker sejr over Norge var desværre forvandlet til en dag med smådepressioner.
Der var ikke meget energi i de sørgende kroppe, men vi skulle lige en tur i mediecenteret for at renskrive et par interviews med Williams og Shanny. Det havde været en pæn fed oplevelse at interviewe to af stjernerne fra Detroit, så jeg så faktisk lidt frem til at skulle høre interviewene igen.
Vi skulle også lige huske at melde os til et lille bilarrangement, som den mangeårige hovedsponsor Skoda havde inviteret til. Helt præcist hvad dette gik ud på, var vi ikke helt med på, men den samlede redaktion så meget frem til duften af lidt brændt gummi.
Da vi skulle tidligt op torsdag morgen for at lege med biler, bød resten af aftenen ikke på de helt store begivenheder.
Dog skal det nævnes at vi til aftensmad fik den obligatoriske Pfeffersteak, i Danhockeykredse kendt som en klassiker!

Prezzy

P.S. Har stadig kørekort men send venligst et lynkursus i banekørsel.

Solen bare fortsætter med at bage fra en skyfri himmel, og udtrykket; "De fede må svede" passer nu egentlig ret så fint. Pharphars pollenallergi er under kraftig behandling, og han går så småt under udtrykket Steroidbomben.
Da Casa de Danhockey er placeret klods op ad en større vej, er vi ofre for en smule trafiklarm. Dette er dog ikke at regne for noget sammenlignet med en klaphat af en bilalarm, der konstant larmer fra kl 4.00 om morgenen. Det eneste tidspunkt hvor den ikke siger noget, er når spillerbuserne drøner forbi med politieskorte. De larmer så til gengæld også voldsomt meget mere.

Det normalt så høje serviceniveau under et A-VM har ikke ramt alle restaurationer, særligt ikke når man nærmer sig køkkenets lukketid.
Man kan nok så høfligt spørge om de stadig serverer mad, og 10 minutter senere (hvor køkkenet nu er lukket) ser de ud somom de aldrig har set en før. Mad fik vi dog, men først efter en længere ventetid.

Efter en "god nats søvn" med spredte bilalarmer, er det nu ved at være tid til kampen mod phjeldphætrene. Skulle mit næste indlæg være af positiv krarkter, har vi nok vundet.

Prezzy

P.S. Vi vælter os i steroider, lad venligst vær med at ringe til Antidoping Danmark.

Puuuha......det er lummert her i Riga. Som jeg forstår det på bulletinerne hjemmefra, har I det også lunt og har stor fornøjelse af et ekstremt højt pollental. De pollen I har fået tilført, er jeg ret overbevist om, har været forbi mine øjne og næsebor, for jeg har fået noget af et allergi chok. Mine øjne løber konstant i vand og er knaldrøde (nej det her skyldes ikke voldsom vodka indtagelse denne gang), og min næse udskiller enorme mængder sekret.
Jeg håber at dagens indkøb af antiallergi middel hos den lokale medicin pusher, kan hjælpe lidt på generne...lidt spændende faktisk, at man kan få midler i håndkøb, som man ellers skal have på recept hjemme i DK.

Nok om det - søndagen var præget af en dansk indsats der var godkendt. Ikke prangende, men spillet var til tider fornuftigt og det positive var, at vi turde udfordre amerikanerne. Desværre ville yankierne og dommerne det anderledes. Så kampen endte med et nederlag.

De lokale seværdigheder bliver stadig studeret gående - vi har ikke lige gennemskuet transportsystemet, og da vi bor ca. ½ times gang fra skøjtehallen, bliver stængerne motioneret en anelse mere end ønskværdigt. Man risikerer på det nærmeste at komme i form (I stedet for kage-form) og lige frem blive spændstig i huden.

Lidt turistinfo til sidst: Hvis man ønsker at blive fragtet rundt af en af de lokale dødspiloter, skal man tage en af de røde vogne. Prisen er omtrent det halve af, hvad de andre skal have for transporten.

Hilsen Pharphar

Ps. Har stor mængde klaphatter (Udtales klafatter)
Send venligst høreværn 

Så fik vi endelig set lidt hockey, og sikke dog en oplevelse det var. Optakten var ellers ikke den bedste da vi endnu engang havde fået investeret i brød med kommen, men vi gjorde  alt hvad vi kunne for at ophæve effekten da fejlen blev opdaget.
Norge tabte jo planlagt til USA, så nu skulle vi bare have point mod Canada. Dette havde spillerne så bare lige glemt i den første periode. Aftenen endte dog tilfredsstillende og vi kunne trække os tilbage til minefeltet i følgeskab med et par medjournalister. Det var nemlig blevet tid til at undersøge byens natlige udskænkningssteder, og hvor var det bedste sted at starte: Casa de Danhockey.
De obligatoriske øvelser ( ca 0,7 liter Moskovskaya) blev overstået i god ro og orden, og vi kunne så drøne videre til det fri program. GTI, Rom & Cola og fadøl
Jeg skal ikke  komme nærmere ind på de enkelte deltageres karakterer, men kan bare konstatere at alle fuldførte det frie program i enddog meget fin stil.
Jeg skulle forresten hilse fra de nok så berømte bjergbønder fra Skarø. Gammelnok´s bar åbner som normalt 06.00, men i år må man  ikke have sko på når man besøger ham. Resten af dem er i topform og holder virkelig den danske fane højt.

Prezzy

P.S. Har WLAN i min PC men send venligst et trådløst netværk der virker.

Nu er det jo ikke kun Prezzy der skal ha ordet, så jeg har sat mig ved tasterne.

Der skete mange ting for første gang i går. VM 2006 blev skudt i gang med et brag!! Jeg så min første betydningsfulde landskamp - og sikke en kamp... Det var fuldstændig umuligt at være neutral og undgå udbrud - som vi jo er påbudt, når vi er i pressens tjeneste. I løbet af 2. periode blev de canadiske officials bag os mere og mere negative - shit, damn og fuck blev slynget ud.

Nå..men det var jo ikke det eneste, der skete i går... Jeg havde vundet lodtrækningen - jeg fik lov til at smutte i mixed zone efter kampen og hive fat i spillerne. Ikke helt nemt - de canadiske spiller havde fået ordre fra deres pressechef om at gå direkte i omklædningsrummet - der i øvrigt ligger så langt væk at pausen er forlænget med to minutter. Danskerne havde også travlt, men det lykkedes da at få fat i både Hirsch, Frans og Kjærgaard.

Sidst men ikke mindst var det første rigtige bytur i Riga...men det er jeg sikker på Prezzy har skrevet en fyldig beskrivelse af.

PS. Kimenes(udtales Tjimens) er det lettiske ord for kommen - men det stod sjovt nok ikke på listen over ingredienser i vores morgenbrød fra i går.

Som alle sikkert har gættet, så kørte Øresundstoget IKKE til tiden. Alt var ellers klart til afgang, da DSB/SJ pludselig ikke kunne koble de to togsæt sammen! Hvorfor da også vente med det til 2 min. før afgang tænkte jeg, men sådan var det nu engang. Efter lidt tid  valgte en eller anden (u)ansvarlig dog at lade det ene togsæt køre, dog med et antal personer der sagtens kunne have fyldt begge togsæt. Nå frem til Kastrup kom jeg da, og endda til den planlagte tid. Jeg havde jo klogeligt regnet med lidt forsinkelse.
Hele den danske pressejunta blev langsomt forsamlet, og med hjælp af quick-checkin blev hurtigt klar til en let gang gennemlysning.
Med al bagage klar i flyveren gik turen nu mod Riga. Det vil sige næsten al bagage, for den kære Ole fra Polfoto kom til Riga uden kuffert, og dermed også uden objektiver til sit kamera.
Afhentningen ved lufthavnen forløb gnidningsfrit, men vi kom desværre ikke længere end til pressehotellet. Af praktiske årsager valgte Ib og undertegnede at gå direkte til pressemøde på spillerhotellet, det lå nemlig bare 10 minutter væk. Her burde jeg så have anet at noget var galt. Siden en tur til Klagenfurt i 2001 har 10 minutter ALDRIG været helt det samme (ikke sandt Dorthe?).
Efter pressemødet stødte Malo til den godt opvarmede redaktion. Hun var dog noget mere praktisk og havde hyret en taxa, så den snuppede vi lige videre til vores lejlighed. Den lå lige nede midt i den gamle bydel, så de mest basale fornødenheder fandtes meget smart inden for en radius af ikke mange meter.
Resten af dagen forløb uden de store stressmomenter - lige indtil det var tid for aftensmaden.
Et bøftempel blev ret hurtigt indkredset, og på ingen tid havde alle bestilt 300 g bøf. Ukritisk valgte Ib at tage en STOR bid af det brød vi fik inden selve maden kom på bordet, og til alle store skræk kom spørgsmålet: Smager det ikke af kommen?
Lige siden den dag vi spillede mod Ukraine sidste år har dette siddet som en skræk i os alle, da kommenbrød tilsyneladende har den effekt at Danmark spiller som hø i den efterfølgende kamp. Vi gjorde dog alt praktisk muligt for at neutralisere virkningen af brødet, så lad os nu se hvad der sker i dag mod  Canada.

Prezzy

P.S. Har igen kommenbrød (suk), send venligst en antidot.

I fredags spillede de danske løver så den sidste testkamp på egen is, inden det sidste af VM-formen bliver finpudset med en kamp i Letland i løbet af ugen inden VM starter.

Jeg synes, det så posittivt ud. Fjern de 3 mål vi mere eller mindre "gav" letterne, og så var den kamp egentlig vundet. Man kan selvfølgelig sige, at de to af målene var et resultat af danske fejl, og at man bliver straffet for sådan noget MED DET SAMME!

De positive:

Fart - Der var god fart i skøjterne (hos de fleste) og vi dominerede større perioder af kampen.

Mål - 1 mål i de tre forgangne træningskampe, og 3 i fredags mod Letland alene. Det er en tiltrængt fremgang.

Frans Nielsen - Der har i de seneste år været en del snak om at Kim Staal er landsholdets vigtigste spiller. Den titel passer vist Frans Nielsen bedre. Han er landsholdets stærkeste playmaker!

Forsvaret - Letland blev holdt væk fra de store chancer det meste af kampen.

Boxplay - Det danske landshold viste stor styrke i boxplay, og holdt Letland fra de store chancer. Deres eneste mål i overtal kom ligesom en 5 mod 3 løb ud.

De negative:

Fejl - De fejl der gav Letland 4-3 og 5-3 målene viser tydeligt, at der ikke er råd til at servere pucken for en modstander direkte på egen blå linie, og at de danske backs skal holde igen og ikke blive overspillet langs banden.

Udvisninger - Det kan godt være at den finske dommer var lige stram nok i betrækket, men der er simpelthen ikke råd til 8-10 udvisninger per kamp. De skal skæres væk hvis vi skal have en chance ved VM.

Igen i år er Danhockey repræsenteret ved A-VM. Derfor er det også den tid af året hvor vores ellers seriøse skribenter har til vane at opsøge diverse fan arrangementer, ølboder og anden festivitas. Kort sagt, det er tid til VM dagbogen.

Ib, Morten og Marie Louise (og måske hoffotografen, Brian) drager afsted mod Letland et par dage før VMs start. Deres opgaver er at holde alle os der måtte blive hjemme opdateret om både hockeyen såvel som lageret af øl og vodka.

Forhåbenligt i nævnte rækkefølge.