Nederlag til Danmark og Sirant - opdateret
For første gang under Mike Sirants ledelse tabte det danske ishockeylandshold her til aften til Norge.
Anden kamp i fire-nationers turneringen i Norge blev endestation for Mike Sirants statistik som ubesejret landstræner.

De to skandinaviske hold mødte hinanden her til aften i en kamp der blev præget af usandsynligt mange udvisninger.

Da de 60 minutter var spillet, havde Danmark tilbragt 30 minutter i straffeboksen, mens Norge havde siddet der i 28 minutter. Alle udvisningerne var to-minutters, og for Danmark var de fordelt på ti forskellige spillere, hvoraf halvdelen måtte i boksen to gange.

Med 58 udvisningsminutter tilsammen er det svært at påstå, at udvisningerne blev mere skæbnessvangre for det ene hold end det andet, men faktum efter 60 minutters spil var, at Danmark tabte kampen 1-0, efter en norsk scoring i powerplay med to et halvt minut tilbage af kampen.

"Vi er skuffede over at tabe, fordi Norge scorede kun to minutter før tid og fordi vi havde gode chancer for at afgøre kampen, vi kunne lige så let have vundet kampen som tabt den," sagde Mike Sirant til Politiken, hvor han også fortalte, at resultatet var godkendt, for modstanderen havde stor erfaring, i forhold til det danske landshold, der mere var baseret på unge spillere. 

I aftenens kamp var det Simon Nielsens tur til at stå på mål for Danmark, og med 23 redninger sluttede han med en redningsprocent på 95,8, hvilket kun var 0,5 % lavere end hvad Michael Madsen sluttede på i gårsdagens kamp.





Alt indhold på danhockey.dk er beskyttet af ophavsretteten og må ikke reproduceres uden tilladelse.
Webdesign by: pseudoart.dk
Annoncering
Info
om Danhockey