Jannik Hansen var atter med i NHL, da Vancouver Canucks i nat var oppe i mod Calgary Flames på udebane.

Jannik Hansen fik stor ros af radioværterne i nattens kamp mod Calgary, bland andet med henblik på at han konstant er på pucken og generelt ser godt ud, når han er på isen.

Kampen blev langt mere spændende, end Canucks kunne have håbet på og forventet efter to perioder, da Hansen og holdkammeraterne var foran 0-3 efter blandt andet to mål på 16 sekunder halvvejs i 2. periode. Føringer kan være farlige, og efter målet til 0-3 faldt Canucks mere eller mindre sammen, og da Flames scorede to mål på 33 sekunder i 3. periode blev det ti lange minutter før Hansen og Co.

Den tætte kamp i 3. periode fik betydning for Jannik Hansens sammenlagte istid. Mens han fik 5:14 minutter i 1. periode og 5:25 minutter i 2. periode, blev der knapt så meget istid til ham i de sidste 20 minutter. Han indledte da også 3. periode med en udvisning for at spænde ben for Dion Phaneuf godt to et halvt minut inde i perioden, men heldigvis for Hansen fik udvisningen ikke de store konsekvenser, selvom det var tæt på et par gange. Hansen fik således kun 2:40 minutter på is i 3. periode, og disse minutter faldt hovedsagligt før Calgarys to scoringer.

I alt blev det altså til 13:19 minutters istid for danskeren, der fik fordelt tiden på 19 skift med et gennemsnit på 42 sekunders istid. 9:22 blev spillet fem mod fem, mens 3:57 foregik i overtal. Jannik Hansen havde et enkelt skud på mål og blev også noteret for en forbier. Endnu engang fik han som skrevet en del tid i overtal og spillede her i holdets anden powerplay-formation sammen med blandt andet Ryan Kesler og Taylor Pyatt.

I den sidste ende lykkedes det dog Canucks at snuppe sejren på 2-3 - især takket være målmand Roberto Luongo, der hev nogle feberredninger op af posen i de sidste par minutter. Dermed har Canucks vundet to kampe i træk på udebane og møder i morgen Colorado Avalanche på hjemmebane.






Alt indhold på danhockey.dk er beskyttet af ophavsretteten og må ikke reproduceres uden tilladelse.
Webdesign by: pseudoart.dk
Annoncering
Info
om Danhockey