To hold blev semifinaleklar, mens to andre holdt liv i slutspilsdrømmene.

Sidste år stod Odense i en lignende situation - dengang var de fynske hunde favoritter mod ligaens nummer seks, Esbjerg, men i den sidste ende måtte de give fortabte og rejse hjem til Odense som taber i kvartfinalen.

I år var det hundenes tur til at være underdogs mod AaB, der tidligere på sæsonen kom længere i europæisk ishockey end noget andet dansk hold i historien. Odense har haft gevaldige problemer med stabiliteten i denne sæson, men efter første kvartfinale, hvor holdet tabte 6-1 i Gigantium, har holdet været sikkerheden selv på isen.

Med fire sejre i træk - 4-1 og 2-1 på hjemmebane samt 8-1 og 4-2 på fremmed is - stod Odense for slutspillets første overraskelse. Vel har ligaen været utrolig tæt i år, men set ud fra AaBs spillertrup, havde man næppe forventet, at holdet ville ryge ud allerede i kvartfinalen. Heller ikke, når man husker på, at AaB har vundet sølv de sidste fire sæsoner.

Lige ved og næsten
Nordsjælland havde ryggen mod muren, da de i går tog til Vojens. Bagud 3-1 i kvartfinaleserien og nul mål i de første to kampe på den lille bane i Vojens, så det ikke ligefrem lyst ud for slangerne.

Men som med så mange andre ting i sportens verden, er det ikke slut, før sidste fløjt har lydt. Selvom Nordsjælland kom foran både 1-0, 2-1 og 3-2, var det ikke nok til at lukke posen, og med et solidt hold som SønderjyskE, skal der ikke meget til at slippe dem ind i kampen igen.

29 sekunder før tid fik Samy Nasreddine udlignet for SønderjyskE, og godt halvandet minut inde i overtiden sendte Ryan Gaucher de nordsjællandske spillere på sommerferie, da han passerede Johan Asplund, mens Cobras var to mand i undertal.

Liv i drømmene
Både Odense og SønderjyskE kan altså lade op til semifinalen med samlede sejre på 4-1 i kampe. Derimod lykkedes det for grundspillets nummer et og to, Rødovre og Herning at holde liv i drømmen om mesterskabet, da begge hold vandt deres kampe på hjemmebane fredag aften.

Herning vandt komfortabelt 5-1 over TOTEMPO, som dog stadig har føringen i serien. Sjette kvartfinale spilles søndag aften kl. 19.

Rødovre og Frederikshavn spillede endnu en tæt kamp, men efter 60 minutter var det lykkedes for grundspilsvinderen at fastholde den spinkle føring på 2-1, som blev grundlagt i 1. periode. Dermed står det også 3-2 i denne serie, men søndag eftermiddag kan Frederikshavn spille sig i semifinalen med en sejr på hjemmebane.






Alt indhold på danhockey.dk er beskyttet af ophavsretteten og må ikke reproduceres uden tilladelse.
website af bestilhjemmeside.dk - hjemmeside
Annoncering
Info
om Danhockey