Lars Eller og Morten Green tilfreds med den danske åbningskamp. Danskerne har favoritværdigheden mod Italien, mener Morten Green.
Det var fedt - det gik stærkt, sagde Lars Eller her efter dagens træning, om sin debut som dansk seniorspiller ved et VM.
Jeg synes, det gik ok for min del - det kunne godt være gået bedre, men også meget værre, sagde Lars, der var lidt overrasket over modstanderne fra Tjekkiet.
De var lidt bedre end jeg havde troet.
Lars Eller kunne også fortælle, at der var en følelse af, at de godt kunne bide skeer med tjekkerne. Og det især efter den gode start, hvor danskerne kom foran efter bare 31 sekunders spil. Siden fulgte danskerne med til 2-2.
Jeg synes vi havde ok fat i dem, så længe vi havde 2-2, men så trækker de lidt fra efter det, og vi laver lidt flere personlige fejl. Vi har en fornemmelse af, at hvis vi får det 3-4 mål, så kan vi vende kampen igen. Jeg synes ikke den bliver rigtig lukket, før de får 2-5, siger Lars Eller, der også fornemmede at modstanderen havde nogle flere strenge at spille på.
Hvis vi lukkede den ene vej, tog de bare den anden. De gjorde lidt ind imellem som det passede dem, og jeg tror at de har et par gear til hvis det gjaldt.
Morten Green kunne godt efter morgendagens træning fornemme, at han var oppe mod en værdig modstander i går.
Benene var lidt trætte fra morgenstunden, men når de bliver løsnet lidt op skulle de gerne blive klar til i morgen, sagde Morten Green, der var glad for danskernes indsats mod Tjekkiet.
Vi spiller kampen som vi skal, hvor vi ikke laver dumme fejl hjem af banen. De slog os i går, fordi de individuelt er bedre mand for mand, og det kan vi ikke gøre så meget ved. Havde vi gået ud og dummet os, havde det været en anden sag, sagde Morten Green.
Landstræneren har tidligere sagt, at danskerne skal spille smart og ikke bare buse frem offensivt, men slå til på det rigtige tidspunkt.
Vi er nødt til at spille med hovedet, og kan ikke bare sætte alt over styr. Det er vel det første VM hvor vi går ind med favoritværdigheden mod et hold, i og med at vi slog dem sidste år. Det må vi leve med, og jeg synes også, at vi bør slå Italien i morgen. Vi skal stadig huske på, at det er et godt hold vi møder, og mange af dem er vokset op på de små baner herovre, sagde Morten Green.