Mikkel Bødker fik natten til tirsdag dansk tid debut for NHL-holdet Phoenix Coyotes, der spillede træningskamp mod L.A. Kings. Også Peter Regin var i nat i kamp for sit NHL-hold.
I sin debut for Phoenix Coyotes fik Mikkel Bødker, der blev draftet som nummer otte i årets draft, 15:08 minutter på isen. Coyotes tabte 4-6 til L.A. Kings på to mål scoret inden for de sidste to minutter af tredje periode. Bødker var på is, da Kings scorede til 1-2 og sluttede derfor kampen på -1.
Ser man på de 15:08, var de fordelt på 18 skift. 3:22 blev spillet i powerplay, 1:34 i boxplay, mens størstedelen 10:12 blev spillet fem mod fem. Han fik blokeret to skud og missede et enkelt. Af de to faceoff den unge dansker tog, vandt han en og tabte en.
Peter Regin og Ottawa Senators mødte i nat N.Y. Rangers på udebane i Madison Square Garden foran 18.200 tilskuere. Regin, der debuterede for Senators fik 12:16 minutter på is fordelt på 14 skift. Ligesom Bødker, fik Regin lov at prøve kræfter med spillet i såvel overtal, undertal som fem mod fem. De tre fordelte sig således: 2:09 i powerplay, 2:12 i boxplay og 7:55 fem mod fem.
Peter Regin skød forbi mål en enkelt gang og stjal en enkelt puck fra en modstander. Af de otte faceoff han tog, vandt han de fem svarende til en faceoff-procent på 63.
Natten til onsdag får Jannik Hansen sin sæsondebut for Vancouver Canucks, når holdet tager imod Edmonton Oilers.